
Nordby
Hotel Fanø ligger i udkanten af Nordby, der er en lille, hyggelig by med mange smukke huse fra 1800-tallet.
Nordby er centrum for mange kulturelle aktiviteter på Fanø, og det er også her, at man finder de fleste af øens mange gode restauranter, samt Fanø Bryghus.
Ved havnepromenaden kan man sidde og nyde synet af de mange vadefugle, og ofte kan man også være heldig, at se sæler liggende på den lille sandbanke ud for havnen.

Vandreruter Fanø
På Fanø er der tre afmærkede vandreruter og en løberute. Du kan finde en fælles vandretursfolder ved p-pladserne, Fanø Turistbureau eller ved at downloade den her: Fanø vandreturskort
Tæt på Hotel Fanø ligger vandreruten Kikkebjergturen. Vandreruten byder på natur der veksler mellem plantage, hede og enge. Ruten kaldes også for sundhedssporet, da det er anlagt et løbespor.
Fra det 18 meter høje Kikkebjerg, som er en af de fem højeste bjerge på Fanø, er der en fantastisk udsigt over nordspidsen af Fanø, Nordby samt Esbjerg. I sejlskibstiden blev Kikkebjerg brugt som udkigspunkt for lodserne fra Nordby.

Fanø Strand
Stranden på Fanø er hele 15 kilometer lang og cirka en kilometer bred. Sandet er meget fint og næsten helt stenfri, hvilket også gør den til en af de bedste sandstrande i Danmark.
Fra Hotel Fanø er der kun lidt over to kilometer hen til stranden ved Fanø Bad. Her er der både ishus, offentlige toiletter og andre faciliteter, der danner rammerne for en perfekt dag på stranden.
Lidt længere mod syd ligger Rindby strand, hvor der hele sommeren er en åben livredderstation, der står klar, hvis uheldet skulle være ude

Sælsafari
Fanø er en del af Nationalpark Vadehavet, hvor der findes op mod 3.000 spættede sæler. Her trives sælerne fordi der er fredeligt og masser af føde i form af fisk. Omkring en tiendedel af bestanden er unger.
En meget stor del af sælbestanden holder til på sælbanken ved Galgerev ud for Sønderho på Fanø, hvor der normalt ligger mellem 200 og 400 sæler og soler sig i sandet.
En sælsafari med Club Fanø, til sælbanken er en af de helt store oplevelser på Fanø. Her går man ved lavvande de lige under to kilometer fra Sønderho Strand til Galgerevet på den tørlagte havbund. Det er en tur, hvor hele familien kan være med. Undervejs gøres der flere gange holdt, og her fortæller guiden den spændende historie om sælerne og det fantastiske naturområde, som man befinder sig i.
Gummistøvler er en fordel, da turen foregår til fods på vadehavets bund.